Antallet af fødedygtige kvinder i Danmark er på det højeste niveau i 40 år, men trods forventninger om en ‘babyboom’ er den udeblevet. Professor Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalet påpeger, at Danmark har haft problemer med bæredygtig reproduktion i 50 år, og årsagerne er ukendte.
Ayo Wahlberg, professor ved Københavns Universitet, mener, at flere faktorer bidrager til, at unge danskere venter med at få børn eller vælger det fra. Disse faktorer inkluderer “forældreudbrændthed,” hvor travlhed med karriere, sociale liv og økonomisk pres gør det svært at tænke på familielivet. Desuden påvirkes kvinder økonomisk negativt ved at få det første barn, med lavere løn, pension og færre karrieremuligheder. Endelig er der generel bekymring for fremtidige generationer i en verden med krig, klimaforandringer og økonomisk usikkerhed.
Faldende fødselstal korrelerer med forringet sædkvalitet hos unge mænd ifølge Niels Erik Skakkebæk, der har forsket i dette område i mange år. Han mener, at optimistiske prognoser for fødsler har negligeret problemet i lang tid, og nu står man overfor et betydeligt problem.
Endelig er der generel bekymring for fremtidige generationer i en verden med krig, klimaforandringer og økonomisk usikkerhed.
Så du siger, at generationer der har oplevet flere økonomiske kriser, en pandemi og huspriser der er eksploderet, har svært ved at se en fremtid med børn. Nu har jeg aldrig.
Måtte selv opgive at få hus i Københavnsområdet og valgte derfor at flytte langt væk. Det betyder længere på arbejde, hvis lønnen skal være rigtig god, men også at vi kan have et hus vi kan sidde i selvom begge måtte komme på dagpenge. Det giver en tryghed ift. at vores børn ikke har to forældre, der skal arbejde konstant for at få tingene til at løbe rundt.
Forstår godt de 20-30-årige har stress over tilværelsen som tingene ser ud.
Jeg er ikke uenig, og der er mange ting i vores samfund, som burde revurderes. Men samtidig er der også nogle personlige valg, som der kan ændres på. Vi flyttede også længere væk fra København for at have råd og ikke mindst tid til mere. Mine forældre gjorde noget tilsvarende da jeg voksede op. Men så løber det også fint rundt. Det virker til (rent anekdotisk) at folk er mindre villig til at gå på kompromis med eks. beliggenhed eller sociale aktiviteter og er mindre villige til at flytte sig for job, uddannelse og råderum. Og det må immervæk påvirke mulighederne for børn.
Having said that, kan jeg også se en masse systemiske problemer, som unødigt stresser 20-30 årige.
Det virker til (rent anekdotisk) at folk er mindre villig til at gå på kompromis med eks. beliggenhed eller sociale aktiviteter
Det er også mit indtryk. Hele mit netværk er i København og det er langt de fleste der måbede, da jeg sagde vi flyttede fra København. De typiske kommentarer var “Hvad så med job?” eller “Hvad skal I dog lave dér?”
Det er præcis et af de mest centrale problemer: hvordan får vi gjort (offentlig) transport billig og bekvem nok til at det er muligt at flytte? Hvordan undgår vi at stavnsbinde folk på ny?
Hvis du kan klare den med et pendlerkort i stedet for f.eks. bil, så kommer kørselsfradraget hurtigt til at dække mere end et pendlekort koster. Du kan komme ret langt væk fra KBH og stadig have kort(ish) transporttid til KBH med offentlig transport.
Jeg kender ikke kvaliteten af offentlig transport i jylland, men en god times tid i transport er absolut noget man sagtens kan, specielt hvis man ikke har børn. Jeg brugte offentlig transport på Sjælland til/fra job som var 85km væk, det tog 1:30 hver vej i alt, det fungerede fint i flere år.
Nej det er også meget, og også mere end man kan forvente af folk. Men en times transport hver vej mener jeg absolut man kan forvente af folk. Hvis man ikke vil det så anser jeg det som ufleksibelt og så er det i højere grad selvforskyldt hvis man ikke kan få det til at hænge sammen.
Desuden påvirkes kvinder økonomisk negativt ved at få det første barn, med lavere løn, pension og færre karrieremuligheder. Endelig er der generel bekymring for fremtidige generationer i en verden med krig, klimaforandringer og økonomisk usikkerhed.
Det er meget det der, der gør mig og mine veninder eftertænksomme ift at få børn (af dem af os, som er ubesluttede omkring det). Her skal det siges at alle mine venner og veninder er i den alder, hvor man overvejer det med børn. Det er især det med den permanent lavere løn, værre pension, færre karrieremuligheder plus den økonomiske usikkerhed, der gør det.
Så er en del af os også single, og har bare ikke fundet en som vi har lyst til at tage det skridt med eller som vi er trygge med at tage det skridt med. Den ovennævnte situation med at være dårligere stillet økonomisk (hvis vi får børn) i en usikker økonomisk tid gør nemlig også, at en del af mine veninder (mig selv inkluderet) føler at vi ikke må lave et fejlvalg ift partner, hvilket gør os mere krævende, kræsne og utrygge når vi søger en mage.
Det første kan jeg virkelig godt forstå; det strukturelle må og skal vi finde en løsning på, så børn ikke bliver en yderligere straf.
Den anden - ifht fejlvalg - forstår jeg i mindre grad, men tænker at det skyldes (min) alder og køn. Det kræsne og krævende kan have sin berettigelse, men jeg håber at utrygheden forsvinder!
Det håber jeg også! Det kunne være fedt med familie og børn. Sådan noget kan jo være enormt givende.
Ang. fejlvalg, så mener jeg specifikt om man finder en partner som også vil være engageret og støttende ift. huslige pligter og børneopdragelsen, og som også er økonomisk fornuftig. Hvis fyren ikke er engageret (og det kan altid ikke liiiige vides inden børnene er der), nemlig, kan det godt gøre det hele langt sværere (mindre tid, energi, endnu færre penge, m.m.). Jeg og mine veninder ville heller ikke være så bekymret for det, hvis de nuværende strukturelle problemer ikke var der.
Antallet af fødedygtige kvinder i Danmark er på det højeste niveau i 40 år, men trods forventninger om en ‘babyboom’ er den udeblevet. Professor Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalet påpeger, at Danmark har haft problemer med bæredygtig reproduktion i 50 år, og årsagerne er ukendte.
Ayo Wahlberg, professor ved Københavns Universitet, mener, at flere faktorer bidrager til, at unge danskere venter med at få børn eller vælger det fra. Disse faktorer inkluderer “forældreudbrændthed,” hvor travlhed med karriere, sociale liv og økonomisk pres gør det svært at tænke på familielivet. Desuden påvirkes kvinder økonomisk negativt ved at få det første barn, med lavere løn, pension og færre karrieremuligheder. Endelig er der generel bekymring for fremtidige generationer i en verden med krig, klimaforandringer og økonomisk usikkerhed.
Faldende fødselstal korrelerer med forringet sædkvalitet hos unge mænd ifølge Niels Erik Skakkebæk, der har forsket i dette område i mange år. Han mener, at optimistiske prognoser for fødsler har negligeret problemet i lang tid, og nu står man overfor et betydeligt problem.
Så du siger, at generationer der har oplevet flere økonomiske kriser, en pandemi og huspriser der er eksploderet, har svært ved at se en fremtid med børn. Nu har jeg aldrig.
Måtte selv opgive at få hus i Københavnsområdet og valgte derfor at flytte langt væk. Det betyder længere på arbejde, hvis lønnen skal være rigtig god, men også at vi kan have et hus vi kan sidde i selvom begge måtte komme på dagpenge. Det giver en tryghed ift. at vores børn ikke har to forældre, der skal arbejde konstant for at få tingene til at løbe rundt.
Forstår godt de 20-30-årige har stress over tilværelsen som tingene ser ud.
Jeg er ikke uenig, og der er mange ting i vores samfund, som burde revurderes. Men samtidig er der også nogle personlige valg, som der kan ændres på. Vi flyttede også længere væk fra København for at have råd og ikke mindst tid til mere. Mine forældre gjorde noget tilsvarende da jeg voksede op. Men så løber det også fint rundt. Det virker til (rent anekdotisk) at folk er mindre villig til at gå på kompromis med eks. beliggenhed eller sociale aktiviteter og er mindre villige til at flytte sig for job, uddannelse og råderum. Og det må immervæk påvirke mulighederne for børn.
Having said that, kan jeg også se en masse systemiske problemer, som unødigt stresser 20-30 årige.
Det er også mit indtryk. Hele mit netværk er i København og det er langt de fleste der måbede, da jeg sagde vi flyttede fra København. De typiske kommentarer var “Hvad så med job?” eller “Hvad skal I dog lave dér?”
Der er mange unge der ikke kan flytte fordi transport også er for dyrt. Hus og bil kommer aldrig nogensinde ind i mit budget.
Det er præcis et af de mest centrale problemer: hvordan får vi gjort (offentlig) transport billig og bekvem nok til at det er muligt at flytte? Hvordan undgår vi at stavnsbinde folk på ny?
Hvis du kan klare den med et pendlerkort i stedet for f.eks. bil, så kommer kørselsfradraget hurtigt til at dække mere end et pendlekort koster. Du kan komme ret langt væk fra KBH og stadig have kort(ish) transporttid til KBH med offentlig transport.
Offentligt transport i Jylland er ikke godt nok til at kunne bruge som daglig transport til og fra job der er over en time væk.
Jeg kender ikke kvaliteten af offentlig transport i jylland, men en god times tid i transport er absolut noget man sagtens kan, specielt hvis man ikke har børn. Jeg brugte offentlig transport på Sjælland til/fra job som var 85km væk, det tog 1:30 hver vej i alt, det fungerede fint i flere år.
Jeg vil aldrig acceptere 3 timers transport om dagen men det er en personlig sag.
Nej det er også meget, og også mere end man kan forvente af folk. Men en times transport hver vej mener jeg absolut man kan forvente af folk. Hvis man ikke vil det så anser jeg det som ufleksibelt og så er det i højere grad selvforskyldt hvis man ikke kan få det til at hænge sammen.
Ironisk nok, når Danmark dominerer sæddonor markedet i Europa: https://www.euronews.com/my-europe/2023/04/02/across-europe-a-lot-of-women-turn-to-danish-sperm-to-get-pregnant-heres-why
Yup, der må være nogle som har meget travlt i eksporten og som ikke får sat deres aftryk på hjemmemarkedet.
Måske vi skulle indføre en told 🙃
Det er meget det der, der gør mig og mine veninder eftertænksomme ift at få børn (af dem af os, som er ubesluttede omkring det). Her skal det siges at alle mine venner og veninder er i den alder, hvor man overvejer det med børn. Det er især det med den permanent lavere løn, værre pension, færre karrieremuligheder plus den økonomiske usikkerhed, der gør det.
Så er en del af os også single, og har bare ikke fundet en som vi har lyst til at tage det skridt med eller som vi er trygge med at tage det skridt med. Den ovennævnte situation med at være dårligere stillet økonomisk (hvis vi får børn) i en usikker økonomisk tid gør nemlig også, at en del af mine veninder (mig selv inkluderet) føler at vi ikke må lave et fejlvalg ift partner, hvilket gør os mere krævende, kræsne og utrygge når vi søger en mage.
Det første kan jeg virkelig godt forstå; det strukturelle må og skal vi finde en løsning på, så børn ikke bliver en yderligere straf.
Den anden - ifht fejlvalg - forstår jeg i mindre grad, men tænker at det skyldes (min) alder og køn. Det kræsne og krævende kan have sin berettigelse, men jeg håber at utrygheden forsvinder!
Det håber jeg også! Det kunne være fedt med familie og børn. Sådan noget kan jo være enormt givende.
Ang. fejlvalg, så mener jeg specifikt om man finder en partner som også vil være engageret og støttende ift. huslige pligter og børneopdragelsen, og som også er økonomisk fornuftig. Hvis fyren ikke er engageret (og det kan altid ikke liiiige vides inden børnene er der), nemlig, kan det godt gøre det hele langt sværere (mindre tid, energi, endnu færre penge, m.m.). Jeg og mine veninder ville heller ikke være så bekymret for det, hvis de nuværende strukturelle problemer ikke var der.