Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?

Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.

Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.